tirsdag den 16. juni 2020

Ny intelligent styring af ventilationsanlægget giver overblik over produktionen og optimerer energiforbruget.

 

Sæby Fiske-Industri har, som de fleste andre industrivirksomheder, en række ventilationsanlæg, der holder produktionen i gang. I forbindelse med en større energioptimering udviklede CBRE Intego derfor en styring til det nye anlæg, som muliggør løbende regulering og optimering af for eksempel temperatur og luftfugtighed via en skærm.

 

”Vi har fået et samlet overblik over produktionen i et system, som alle vores teknikere og driftsledere nemt kan tilgå. Nu kan vi følge udviklingen i vores forbrug af for eksempel vand og varme og løbende justere og vedligeholde, frem for vi først opdager et problem, når det er gået galt,” fortæller Kent Christiansen, teknisk chef hos Sæby Fiske-Industri.

 

Med den nye styring optimerer Sæby Fiske-Industri energiforbruget. For eksempel ved at bruge udeluft til at køle eller varme produktionslokalerne, når det er muligt.

 

Nye features optimerer produktionen

Ud over overvågning af temperatur og luftfugtighed er der opsat forbrugsalarmer, som registrerer et unormalt forbrugsmønster rettidigt, så Sæby Fiske-Industri kan nedbringe energiomkostningerne. Det er essentielt for produktionen, at ventilationen kører optimalt, derfor er anlægget opbygget som et redundant system med to servere placeret i hver sin bygning, som spejler hinanden, så data altid er tilgængelige, således oppetiden er 100 procent.

Samtidig er den nye løsning fremtidssikker:

 

”Vi kan blive ved med at udbygge systemet. Lige nu opsætter vi flere vandmålere, så vi kan følge hele produktionens forbrug. Samtidig opdaterer vi styringen af administrationens ventilation, så vi kan tilgå alle bygningers forbrug via en skærm,” forklarer Kent Christiansen.

 

Ifølge CBRE Integos automationsingeniør, Jan Germann, er det da også kun starten: ”Det er et system med ubegrænsede muligheder. Derfor kan vi i samråd med kunden udvikle driften yderligere, så vi sikrer, at de får det maksimale ud af deres produkt.”