tirsdag den 19. januar 2021

Før 1. juni 2021 hed CBRE Teknisk servicepartner, CBRE Intego

 

For at kunne producere mere naturtyggegummi, og dermed imødekomme den stigende efterspørgsel, havde True Gum indkøbt en ny maskine til at mikse og ælte tyggegummiet. Der var dog ét problem – maskinen var for stor til at komme ind i produktionen.

 

Med en højde på 210 cm og en bredde på 177 cm var det ikke muligt at få den nyindkøbte maskine ind ad hverken yderdøren eller de to døre ind til produktionen. Derfor kontaktede True Gum CBRE Integos maskinflytningsteam og tog dem med på råd.

 

”For os var både pris og teknisk ekspertise afgørende, da vi skulle vælge en samarbejdspartner. De skal trods alt skille vores maskine ad og samle den igen, og det kræver, man er tryg ved dem, som skal gøre det,” indleder Tobias Bo Jensen, Head of Operations hos True Gum, som uddyber: ”Derfor faldt valget på CBRE Integos maskinflytningsteam. CBRE Intego har hele tiden været transparent med, hvad der har været behov for at kunne komme i mål med flytningen. Planlægningen op til dagen og selve flytningen var en nem proces for os, og det har ikke krævet meget involvering af os.”

 

Opgaven blev løst på én dag

Den morgen, hvor maskinen blev leveret fra Italien til True Gum i Glostrup, stod CBRE Integos garvede maskinflytningsteam klar med både truck og mobilkran. Med hjælp fra trucken kom maskinen ned, og mobilkranen blev taget i brug til at skille maskinen ad i seks mindre dele. Da maskinen var kommet på plads i produktionen, så samlede CBRE Integos to garvede montører maskinen igen.

 

”Sådan en opgave kræver koordinering, ekspertise og en rolig hånd – og det har vores team. Alt klappede, og der skete ikke noget uforudset. Derfor kom vi i mål på én arbejdsdag,” forklarer CBRE Integos serviceleder Bo Poulsgaard Hansen, der står i spidsen for maskin- og fabriksflytning. Med kompetencer inden for både el-teknik, mekanik og automation, varetager CBRE Intego alle opgaver fra nedtagning til opsætning – uanset om det er flytning af en maskine, produktionslinje eller fabrik.

 

Maskinen, der også bliver kaldt mikseren, var dermed hurtigt klar til at mikse og ælte True Gums tyggegummi, som udelukkende består af naturmateriale og er fri for plastik.

 

Kreditering af billede: True Gum