Per fik medalje af Dronningen

48 års ansættelse samme sted og et møde med Dronningen på tomandshånd. Det er to ting, som de færreste oplever. Men det har tidligere værkfører Per Christiansen, der har fået Den Kongelige Belønningsmedalje og lykønskning af Dronningen for sin indsats.

”Det var en stor oplevelse at møde Dronningen. Der er jo ikke mange, som får mulighed for det,” indleder Per stolt, selvom nerverne meldte sig inden mødet: ”Da jeg kom ind i rummet til Dronningen, blev jeg nervøs for om ’klappen ville gå ned’. For selvom du får at vide, hvad du skal sige, hvornår du skal bukke osv., så er der nerver på, når du har Dronningen på tomandshånd.”

Sammen med 72 andre havde Per taget rejsen til Christianborg Slot, hvor de blev lykønsket for 40-50 års uafbrudt ansættelse. De havde alle medalje og hvide handsker på. For Per gjorde det kun dagen endnu mere speciel, at han bar sine fars hvide handsker.

Per var i lære hos sin far Per

Udover at dele navn med sin far, så delte de også samme passion for det mekaniske fag. Per blev ansat hos Thomas Pedersen A/S som elektromekanikerlærling i en alder af 17 år. Dengang var Pers far medejer af virksomheden, som han også selv i sin tid blev udlært hos og sidenhen værkfører.

”Der blev ikke holdt hånden over mig, fordi jeg var fars dreng,” fastslår Per og uddyber: ”Der fulgte flere opgaver med titlen som den yngste lærling - og dem fik jeg også. Jeg hentede cigaretter i cigar-forretningen, brød og mælk hos bageren, handlede ind hos købmanden og hver uge, skulle jeg køre rundt på cykel og tjekke alle hellefyrene i Aalborg og skifte pærerne, som ikke længere virkede.”

Per var en del af sjakket dengang – og det var han i alle årene. Da faren stoppede i ’87, rykkede Per mere ind på kontoret og overtog en del af det arbejde, som faren tidligere udførte.

Dengang var mekanik kernefaget – i dag er det el-teknik

Til og med 60’erne, var det bare et værksted med mekaniske folk, men derfra kom der også elektrikere til: ”Det handler om at følge med udviklingen. Derfor var det også naturligt, at vi fik el-tekniske kompetencer, da vi begyndte at servicere og reparere fx elevatorer, kraner og pumper,” siger Per.

Både dengang og i dag har det gode håndværk været i centrum: ”Forskellen er bare, at vi i starten lavede alt i hånden og fx selv omviklede motorer. Men i dag, tager vi bare tingene ned fra hylden.”

Da Intego i 2007 blev stiftet og opkøbte den virksomhed, som Thomas Pedersen A/S var en del af, blev fokusset på de el-tekniske kompetencer større, og man bevægede sig mod at være en full-serviceleverandør inden for el-teknik, mekanik og automation.

Værkstedet har en høj anciennitet

Per er ikke den eneste, som har tilbragt mange år og timer på værkstedet i Aalborg: ”Vi har haft flere trofaste medarbejdere, der har arbejdet mellem 25 og 53 år i firmaet, så vi kender hinandens særheder og ved, hvordan vi griber tingene bedst an. Det er jo næsten en lille familie,” siger Per.

Der er især to årsager til, at medarbejderne holder ved i så mange år: ”Frihed under ansvar er en af Integos kerneværdier, og det er en rar måde at arbejde på. Derudover er der aldrig to dage, som er ens, når du arbejder med reparationer, hvor der også ofte er hasteopgaver. Det er især den uforudsigelighed, der gør det spændende,” afslutter Per, der i dag er gået på pension.