18.08.22

Mads Lund Egbo afslutter sin læretid hos CBRE Intego med topkarakterer. Han har nemlig udviklet et CTS-anlæg som sin svendeprøve, der vil sænke installationsudgifter og reducere CO2-udledningen. ADHD bremser ikke Mads’ ambitionsniveau, men har derimod sat skub i hans arbejdsomhed.

 

Et CTS-anlæg styrer og regulerer bygningers varme- og ventilationslæg, så det fungerer optimalt med mindst muligt energiforbrug. Det er dét område, som Mads har beskæftiget sig med:

 

”I min læretid har jeg fået lov til at arbejde med det, som jeg synes er mest spændende – nemlig CTS-anlæg. Hvis man selv sætter krav og gerne vil udfordres, så får man lov til det hos CBRE Intego, og der er altid tid til sparring."

 

- Mads Lund Egbo, CTS-tekniker hos CBRE Intego

Mads tager patent på løsningen

En problematik, som Mads har fået øje på under sin læretid, er, at energibesparende CTS-anlæg er dyre at opsætte, og der er mangel på folk, der kan installere dem. Den udfordring har Mads taget op og vil nytænke designet af CTS-anlæg. Svendeprøven var første step på den rejse.

 

”Jeg har selv designet og 3D-printet ventilationsanlægget helt ned til mindste detalje, med både termostater og luftdyser, så det kan køre som et helt normalt anlæg. Mit mål er, at jeg minimum vil halvere udgifterne til opsætning af anlægget, automatisere indreguleringen så det ikke kræver fysisk besøg, og så vil jeg reducere CO2-udledningen. For eksempel kan jeg spare 80 procent af CO2-udledningen ved transport af følerne sammenlignet med et eksisterende anlæg,” siger Mads, der sideløbende med arbejdet hos CBRE Intego også fintuner sin løsning, der er ved at blive patenteret.

 

Mads fik topkarakterer for sin svendeprøve, som udløser Fagets Medalje. En præsentation, der har skudt de sorte fremtidsplaner til skamme, som Mads – set med lægelige øjne – fik efter sin ADHD-diagnose.

 

Frihed under ansvar betaler sig

En ting, der har sat skub i Mads’ nysgerrighed og faglighed, har været CBRE Integos lærlingefokus:

 

”Vi har fokus på frihed under ansvar – og det gælder også vores lærlinge. Vi vægter samarbejde og medarbejderudvikling højt. Vi vil nemlig have Danmarks bedste og dygtigste lærlinge – intet mindre. Det er vores samfundsansvar at uddanne unge mennesker og sikre dem en karriere. Vi er meget stolte af Mads’ indsats under sin læretid, og hans svendeprøve er ekstraordinær og et spændende projekt,” siger Martin Jørgensen, afdelingschef hos CBRE Integos el-tekniske afdeling på Sjælland.

 

På landsplan har CBRE Intego mere end 130 lærlinge, der hver har en lærlingeansvarlig og mentor tilknyttet for at sikre lærlingene den bedst mulige læretid.