Jubilæum: Medarbejderne er kernen i Integos succes

Siden Intego opkøbte to afdelinger i Herning og Kibæk for fem år siden, er medarbejderstaben vokset med 40 personer. Da afdelingerne fejrede deres 5 års jubilæum d. 1. september, som en del af Intego, så fejrede man også elektriker Simon Thorsteds 25 års ansættelse.

I 2013 gennemførte Intego det største opkøb til dato ved overtagelse af Systek Skræddergaard i Herning og Kibæk. Her blev Intego for alvor sat på landkortet i Midtjylland:

”Da vi blev opkøbt, var vi 65 ansatte. I dag er vi 105 ansatte inden for både el-teknik, mekanik og automation, der er en del af et landsdækkende netværk af elektrikere, ingeniører og montører, som servicerer vores industri- og erhvervskunder,” indleder Lars Hartmann Rømer, der står i spidsen for afdelingerne i Herning og Kibæk, som i dag kan bryste sig af at have 27 lærlinge ansat:

”I dag er der noget nær fuld beskæftigelse inden for vores fag. Derfor er det vigtigt, vi tager ansvar og uddanner fremtidens teknikere. Vi ved, at vi kommer længst med glade medarbejdere. Derfor investerer vi i dem, for når vi har det godt internt, så smitter det også positivt af på den service, vi leverer til kunderne. Vi sælger serviceydelser, og derfor er medarbejderne kernen i Intego.”

Alsidigheden i opgaverne og den værdibaserede ledelse er ikke kun attraktivt for lærlingene, men er også blandt årsagerne til, at man har flere ansatte, som booster medarbejderancienniteten.

Fra walkie talkie til komplekse IT-systemer

Elektriker Simon Thorsted er én af de elektrikere, der har holdt ved arbejdsadressen trods opkøb. Den samme dag som Intego Midtjylland fejrede sit jubilæum, fejrede han også sit 25 års jubilæum. Udover, at medarbejderstaben er blevet udvidet markant fra de 12 ansatte, der var ansat under Simons læretid, så er der også sket store forandringer inden for elektrikerfaget de sidste 25 år.

”Under min læretid havde vi en walkie talkie, der kun kunne række 14 km. Hvis du var længere væk fra afdelingerne, så kunne vi ikke snakke sammen. Det er noget af en kontrast til i dag, hvor vi jo nærmest har alt inden for IT,” fortæller Simon. For ham er det både opgavernes alsidighed og baglandet hos Intego, der gør, at han har fastholdt arbejdsglæden ved sit fag og arbejdsadressen.

Det skaber også et særligt sammenhold, at der både er kollegaer og kunder fra dengang, han startede: ”I alle årene har jeg blandt andet været tilknyttet en lokal skole, hvor jeg hjælper med alt lige fra at sikre god trådløs dækning til el-installationer og aflaster pedellernes arbejde. Pedellerne har været der ligeså længe som mig, og jeg fungerer som en del af deres team. Hvis jeg har brug for hjælp, så kan jeg altid hente svar og råd hos en kollega eller leder hos Intego.”

Siden afdelingerne kom til Intego er servicedelen styrket, hvor man i dag tilbyder langt flere kompetencer end tidligere. Her oplever Intego især efterspørgsel på lovpligtige eftersyn af alt lige fra værktøj til ABA-anlæg, som myndighederne stiller stadigt stigende krav til.