Rasmus’ vej fra jobtræning til fastansættelse

Da Rasmus Jørgensen blev udlært elektriker i starten af 2018, ventede der en sygemelding med stress. Men syv måneder senere var han tilbage på fuld tid.

”Det var rigtig hårdt i starten at acceptere, jeg var træt efter tre timers arbejde, to gange om ugen. Det var et slag i selvtilliden, for jeg har jo før kunnet arbejde uden problemer,” fortæller Rasmus.

Rasmus’ krop sagde stop, da han afsluttede sin læretid. Men efter fem måneders sygemelding var han klar til at starte i jobtræning. Her satte hans sagsbehandler et samarbejde med Intego i stand.

”For mig har det været det helt rigtige match,” indvier Rasmus og uddyber: ”Jeg har fået lov til at tage opstarten i mit eget tempo, og det er dejligt, at jeg siden november har arbejdet på fuld tid, og er ansvarlig for mine egne projekter. Det er jo dét, som jeg har ventet på hele min læretid.”

Kollegaerne spiller en vigtig rolle

For Rasmus er årsagen til, at jobtræningsforløbet er gået så smertefrit især at finde blandt sine kollegaer i Integos lokalafdeling i Randers, hvor han har sin daglige gang.

”Under hele forløbet har jeg haft én kontaktperson hos Intego, som har hjulpet mig med at finde den rigtige balancegang mellem, hvor meget jeg kan overskue. I starten havde jeg svært ved at møde nye mennesker. Derfor arbejdede jeg fast med to elektrikere på et projekt, som hjalp mig i gang. Det gjorde, at jeg følte, der blev taget hånd om mig og vist hensyn,” forklarer Rasmus.

Integos serviceleder Tommy Lauridsen har været Rasmus’ kontaktperson under forløbet. Han er slet ikke i tvivl om den værdi, det tilfører virksomheden: ”Det er vigtigt, vi hjælper med at få dem, som står uden for arbejdsmarkedet tilbage på banen igen. Det kan godt være, det kræver en ekstra indsats af os, men håndværket og personen fejler ikke noget, selvom psyken svigter i en periode.”

Ud over Rasmus har afdelingen også en anden elektriker i jobtræningsforløb, hvor Tommy tilføjer: ”Jeg elsker at hjælpe folk på rette spor igen, og jeg synes, vi har de rigtige rammer til det. Vores kollegaer har taget godt imod dem, givet sig tid til dem og vist forståelse for deres situation.”

Dialog er nøglen til succes

Hvis der er noget, som Rasmus ikke kan lide, så er det at føle sig til besvær. Det var da også en af de bekymringer, han havde inden forløbet startede, men som heldigvis blev gjort til skamme.

”Alle kendte min situation, og derfor følte jeg ikke, der blev set ned på mig. Tværtimod. De har spurgt ind til det, og det gør det også nemmere for mig, at jeg ved, de gerne vil hjælpe. Det værste er nemlig at føle sig til besvær. Men sådan har jeg aldrig haft det hos Intego, fordi uanset om det er mig og min situation – eller andre kollegaers behov – så bliver der lyttet,” siger han.