BEWiSynbra Denmark overdrager teknisk afdeling til Intego

Produktionsvirksomheden BEWiSynbra Denmark, der producerer skumplastemballage til alt lige fra dagligvarer til elektronik, har netop overdraget sin vedligeholdsafdeling til Intego i Grindsted.

BEWiSynbra Denmark– tidligere kendt som Styropack - har pr. 1. oktober overdraget den daglige vedligehold af fabrikken i Tvilho ved Glejbjerg til Intego. Det gælder både fabrikkens el-tekniske og mekaniske eftersyn samt den daglige drift af virksomhedens produktionsapparat og bygninger. Årsagen til dette skyldes især ønsket om en optimal drift med adgang til den rette specialistviden.

”Den tekniske udvikling gør, at vi har brug for mere og mere specialiseret viden for at holde produktionen kørende. Her har vi måtte erkende, at vi ikke længere selv kan dække alle de specialistområder, som vi har brug for. Men ved at outsource vores tekniske afdeling til Intego, så har vi altid adgang til den nyeste tekniske viden, som sikrer, vi har en stabil drift,” siger Jochen Mosbacher, production manager Denmark hos BEWiSynbra Denmark, der samtidig understreger: ”For os er det ikke en besparelsesøvelse, men i stedet et ønske om at sikre, vi har de rette kompetencer.”

Intego har overtaget virksomhedens fire tekniske medarbejdere, som fortsat er ansat på samme vilkår og får sin daglige gang på fabrikken. Forskellen er bare, at det nu bliver i Integos arbejdstøj, og de er tilknyttet Integos afdeling i Grindsted.

Integos afdelingsleder i Grindsted og Esbjerg, Søren Hermansen, ser positivt på overdragelsen: ”Det er et godt eksempel på, at det ikke længere kun er store koncerner, som kan se værdien i at outsource sin tekniske afdeling. Udover, det sikrer virksomheden adgang til de rette kompetencer, så har vi også en række landsdækkende koncepter. Et af dem er lovpligtige eftersyn, som sætter system i og samler alle virksomhedens eftersyn hos én leverandør via Integos online kundeportal.”

Outsourcing kræver det rette match

En overdragelse sker ikke bare fra den ene dag til den anden, det kræver timing og det rette match. For BEWiSynbra Denmark var det afgørende at finde en partner med samme værdisæt som dem. Jochen siger uddybende herom: ”For os er et lokalt kendskab og en værdibaseret ledelse vigtig, hvor man ser medarbejderne som en ressource frem for en udgift. Alt dette, har Intego.”

Det er Integos Service Management chef Torben Høyrup, der har været med til at udvikle Integos koncept inden for medarbejderoverdragelse – også kaldet Industri Service Management (ISM). Han siger uddybende: ”Hos os, er teknikerne en del af kerneforretningen, hvor vi prioriterer efteruddannelse. Men for en produktionsvirksomhed kan det være svært at prioritere de ressourcer, det kræver. Konsekvensen bliver ofte manglende struktur og ineffektivitet, som hæmmer både arbejdsgange og medarbejderens motivation.”

Aftalen skaber øget fleksibilitet og skalerbarhed

Med aftalen har BEWiSynbra Denmark adgang til de ressourcer, de har brug for. Samtidig sikrer aftalen også virksomheden mod det generationsskifte, de stod overfor, da to i teamet er rundet 64 år.

”Vi har svært ved at tiltrække specialiseret og kvalificeret arbejdskraft i Tvilho, for de unge teknikere vil hellere arbejde tættere på Esbjerg. Men med Intego har vi altid adgang til den arbejdskraft og de kompetencer, vi har brug for,” forklarer Jochen og uddyber: ”Fremadrettet kan vi sammen med vores øvrige produktionsenheder opnå flere synergieffekter i kraft af Integos bredde kompetencer og landsdækkende set-up, hvor vi kan samle flere opgaver hos dem fremfor at anvende flere forskellige leverandører.”

Fakta om Integos outsourcings-koncept

  • 10 års erfaring med outsourcing
  • Lignende aftaler med bl.a. Coop, Unilever og Danish Crown
  • Konceptet hedder Industri Service Management (ISM) og er et partnerskab
  • Overtager ansvaret for medarbejderne og ansættelsesforhold overdrages 1:1