7 år efter outsourcing af el-afdeling: ”Vi gjorde det rigtige”

Hvilke fordele er der ved at outsource sin el-afdeling til en ekstern leverandør? For knap 7 år siden var Danish Crowns ledelse i Herning især optaget af dette spørgsmål. I dag er hverken ledelsen eller de ansatte i tvivl om udbyttet af kunde-leverandørforholdet: Fleksibilitet, kompetenceløft og øget medarbejdertrivsel.

“Den største frygt var, om vi ville miste vores el-kompetencer hen over natten,” indvier el-mester Svend Aage Knudsen, der på daværende tidspunkt havde stået i spidsen for afdelingen i mere end 30 år. Målet om et succesfyldt generationsskifte og udsigten til økonomiske gevinster var årsagen til, at outsourcing kom på tale. I dag, hvor målene er indfriet, og Svend Aage er ansat på deltid, er hverken han eller resten af ledelsen i tvivl om, at overdragelsen af el-afdelingen til Intego var den rette beslutning: ”Hvis vi fik mulighed for at gå tilbage i tiden og tage en anden beslutning, så vil vi ikke ændre noget,” fastslår fabrikschef Kaj Meldgård.

Outsourcing er attraktivt for både leder og medarbejder

Den øgede fleksibilitet og kompetenceløft kommer både ledere og medarbejdere til gode. Spørger du elektrikernes formand Kim Christensen om deres oplevelse, er svaret klart: ”Det er en succes – intet mindre!” Tidligere var han ansat som elektriker hos Danish Crown, men i dag er han sammen med de andre elektrikere en del af Integos afdelinger i Herning og Kibæk, der tæller knap 100 ansatte inden for både el, mekanik og automation: ”Det har stor værdi for os, at vi har et bagland, som vi kan trække på, når vi har brug for hjælp efter fyraften eller i weekenden. Omvendt set kan Intego også bruge os hos en anden industrikunde, hvis der ikke er travlt her. Det skaber tryghed, fordi der altid er brug for dig.”

Den fleksibilitet, medarbejderne oplever, kommer også ledelsen til gode: ”Udover, vi kan trække på Integos bagland og forskellige kompetencer, så har Intego også givet elektrikerne kurser, som jeg ikke har kunnet gennemføre her. I dag kan elektrikerne for eksempel løfte nogle styringstekniske opgaver, hvor vi tidligere har skullet inddrage andre,” forklarer el-mester Svend Aage.

Det er netop én af de ting, der sker, når medarbejderne går fra at være en omkostning i en mindre teknisk afdeling til en del af kerneforretningen og dermed en indtægtskilde. For medarbejderne skaber det øget trivsel, mens det har økonomiske gevinster for ledelsen.

Mindre bøvl og mere trivsel

For Danish Crown er en af de helt store fordele da også, at der er mindre bøvl: ”Vi ringer bare til et nummer, og så bliver opgaven løst og registeret direkte i vores system og sikrer et samlet overblik. På den måde bliver opgaven personuafhængig, fordi der er flere, som kan løse samme opgave med et kald. Men den helt store fordel ved kunde-leverandørforholdet er, at vi ikke skal have fokus på sygefravær, ledelse, motivation, medarbejdersamtaler og alt det, vi ellers skulle finde tid til i den daglige drift. Det sikrer også, vi kan sende folk hjem, hvis der ikke er noget at lave,” fortæller Claus Jørgensen, tidligere maskinchef og nuværende TPM Manager hos Danish Crown.

Hos Danish Crown er der da heller ikke tvivl om, at mindre bøvl og mere fokus på kerneforretningen kan mærkes på bundlinjen. Som medarbejder hos Intego betyder det omvendt set, at du nu er en del af en virksomhed, der investerer i udviklingen af dig som specialist:

”Hos Intego er der mere fokus på det sociale, de bløde værdier og efteruddannelse, fordi du ikke længere er en omkostning men i stedet en indtægtskilde. Jeg føler, vi er mere påskønnet hos Intego, hvor vi er en del af et større fællesskab med sociale arrangementer i Herning og Kibæk. Generelt har outsourcingen hævet medarbejdertrivslen meget, fordi vi ikke længere står alene med det hele, og vi kan altid få en hjælpende hånd fra en kollega i Intego,” siger Kim, elektrikernes formand hos Danish Crown.

Selvfølgelig skaber outsourcing bekymringer

Outsourcing handler om mennesker. Derfor var bekymringerne også at mærke hos både ledere og medarbejdere i starten: For hvad betydning har det for mig og mit arbejde? For at undgå bekymringerne spreder sig, skete overdragelsen da også den samme dag, som medarbejderne fik det at vide. Selve beslutningen blev taget af Danish Crowns fabrikschef, el-mester og maskinchef, som holdt kortene tæt ind til kroppen. Begge parter er i dag enige om, det var den rette måde.

”Selvfølgelig var folk skeptiske i starten – det var jeg også selv. Mange af os har været her i 15-20 år og var uforstående overfor, hvorfor man pludselig skulle foræres væk. Men så snart vi så, at vi ikke længere stod alene med det hele for eksempel i weekenden, så begyndte vi hurtigt at se værdien i det,” forklarer Kim.

Kristian Skovlykke er en af de elektrikere, der efter 20 års ansættelse fik at vide, han skulle overdrages: ”Selvfølgelig er det noget andet at gå på slagteriet i dag end for 7 år siden – men det føles meget naturligt. Tidligere var vi en del af håndværksteamet, hvor vi havde hver vores ansvarsområder, men i dag er vi inde som eksterne håndværkere og løser de opgaver, vi får besked på. Vi har stadig et godt forhold til vores gamle kollegaer, men jeg føler, jeg hører til hos Intego. Her er jeg en del af et større fællesskab, som jeg kan trække på.”

Kunde-leverandørforhold sikrer fokus på kerneforretningen

Ledelsen er bevidst om den positive betydning, som outsourcingsaftalen har haft for de ansatte, når de går fra at være en omkostningstung afdeling hos Danish Crown til en indtægtskilde hos Intego. Om udbyttet af kunde-leverandørforholdet siger maskinchef Anders Vinther uddybende:

”Selvom elektrikerne ikke længere er ansat hos os, har vi stadig fokus på koordinering og er med i planlægningen, så vi overholder vores målsætninger. Men der er ingen tvivl om udbyttet af outsourcingen, som muliggør, vi kan mande op og ned efter behov. Det sikrer, vi har fokus på produktionen samt overholdelse af vores standarder og budgetter.”

Samtidig er der bevidsthed om, at en succesfuld outsourcing er en proces. Det sker ikke bare fra den ene dag til den anden, og det kræver det rette match mellem kunde og leverandør. Men udbyttet af aftalen er ikke til at tage fejl af: ”Outsourcingsaftalen har betydet, at vi kan spare drifts- og vedligeholdsomkostninger, så der er økonomi til vores projekter. Aftalen fjerner samtidig det bøvl og ledelsesansvar, vi tidligere havde og sikrer på den måde øget fokus på vores kerneforretning. Vi har også godt af, der kommer en ekstern partner ind i produktionen og sætter fokus på nye idéer og bidrager med ny viden,” afslutter Kaj Meldgård.

  • Fakta om Integos outsourcings-koncept
    • 10 års erfaring med outsourcing
    • Lignende aftaler med bl.a. Coop, Unilever og Danish Crown i Blans
    • Konceptet hedder Industri Service Management (ISM) og er et partnerskab
    • Overtager ansvaret for medarbejderne og ansættelsesforhold overdrages 1:1

      Formålet er at styrke virksomhedens konkurrencedygtighed ved at:
    • Nedbringe personaleomkostningerne med et fleksibelt set-up, hvor man kan tilpasse bemandingen efter behov
    • Sikre et kompetenceløft med adgang til kvalificerede medarbejdere inden for både el, mekanik og automation, som kan skabe højere oppetid
    • Skabe øget medarbejdertrivsel, når man går fra at være en omkostning til en del af kerneforretningen