Ny afdelingsleder vil føre vores afdeling i Aabenraa til tops

Peter Nehrkorn Kristensen ved, hvad det kræver at opbygge en solid forretning med et stærkt kundegrundlag i Sønderjylland. For han har gjort det før, og nu vil han gøre det igen hos Intego.

I dag tæller vores afdeling i Aabenraa flere end 20 medarbejdere inden for El-teknisk Installation & Service, som Peter siden 1. maj 2017 har stået i spidsen for. Spørger du Peter, hvordan han vil gennemføre udviklingen af afdelingen, er svaret klart:

”De kompetencer, Intego tilbyder, er unikke i Sønderjylland. Ingen andre virksomheder i Aabenraa og omegn tilbyder både løsninger inden for el, mekanik og automation samt en række specialer såsom fiber infrastruktur og telekommunikation. Derfor er der et solidt forretningsgrundlag, som vi kan bygge videre på. Men før Intego bliver en succes i Sønderjylland, skal vi styrke det interne samarbejde, øge kunde- og medarbejderantallet og gøre op med, ’sådan plejer vi at gøre’,” indvier Peter, der har massiv ledelseserfaring og senest kommer fra en stilling som afdelingschef hos Lindpro i Aabenraa med ansvar for Sønderjylland.

Vil mere end fordoble medarbejderantallet

Gennem de seneste år, har vores afdeling i Aabenraa mere eller mindre fast haft 20 ansatte. Men ambitionen stopper ikke her.

”I det kommende regnskabsår forventer jeg en tilgang på 5-10 nye medarbejdere. De kommende 3-4 år er det min ambition, afdelingen tæller 40-50 ansatte, så vi kan tilbyde alle Integos kompetencer på bedste vis til vores nuværende og kommende samarbejdspartnere,” fortæller han.

Det er ikke en hemmelighed, at afdelingen har haft svært ved at finde sit fodfæste og opnå samme succes som Integos øvrige afdelinger i hele landet. Han ser dog positivt på Integos vækstpotentiale i Aabenraa:

”Vi skal se fremad og fastholde samt udvikle Integos stærke værdi- og forretningsgrundlag. Som et led heri vil jeg arbejde med at styrke holdånden og det interne samarbejde. For jo stærkere den interne kommunikation og samarbejdet mellem el, automation og mekanik er, des stærkere en service kan vi også levere,” siger afdelingsleder inden for El-teknisk Installation & Service i Aabenraa.

Øget fokus på Integos ISM-koncept

Den branche, Aabenraa især satser på, er den sønderjyske industri. Intego har allerede stor succes med deres ISM (Industri Service Management) koncept, hvis formål er at styrke industrivirksomhedernes konkurrencedygtighed via produktivitetsforbedringer. Og det er også ét af de områder, han satser på:

”Vores største kunde er pt. Danish Crown i Blans, hvor vi i 2011 overtog deres el-afdeling. Med sådan en virksomhedsoverdragelse skaber vi øget fleksibilitet og lavere omkostninger inden for el-området hos kunden. Jeg håber, vi kan få flere af sådanne ISM-aftaler i hus,” forklarer Peter og siger afsluttende: ”Intego har meget at byde på, og det ser jeg frem til at vise de sønderjyske industrivirksomheder.”