Intego udvider med ny afdeling i Nakskov

Vores medarbejdere er ved at gøre lokalerne i Nakskov klar til, at vi slår dørene op for en ny lokation på Lolland. Udvidelsen sker grundet en øget efterspørgsel på Integos kompetencer inden for el-teknik, mekanik og automation i området.

”Gennem de seneste år, har vi udvidet vores samarbejde med flere industrikunder på Lolland, hvor vi primært har kørt fra vores afdeling i Odense. Nu rykker vi ind i nye lokaler i Nakskov for at styrke vores eksisterende samarbejdsrelationer og etablere kontakt til nye kunder på Lolland,” oplyser serviceleder John Sindholm, der står i spidsen for den nye afdeling.

Allerede nu er lokalerne ved at blive klargjort til, at serviceleder John Sindholm og fire elektrikere flytter deres base fra afdelingen i Odense til Nakskov.

Et led i en ambitiøs vækstplan

På knap 10 år er Intego vokset til en koncern med over en halv milliard i omsætning og flere end 600 medarbejdere fordelt i hele landet. Målsætningen er fortsat at udvikle antallet af afdelinger for at sikre nærhed til kunderne og samtidig sikre, at Integos landsdækkende kompetencer er til rådighed lokalt.

”Vi glæder os over det store potentiale, der er for fortsat at udvikle Integos kerneområder inden for el-teknik, mekanik og automation til at servicere både eksisterende og fremtidige industrikunder fra vores nye lokaler i Nakskov,” fortæller Bjarke Helmar Jensen, der er afdelingsleder hos Intego Odense og den nye lokation i Nakskov.

”Siden 2007, hvor Intego blev etableret, har vi i Odense opbygget en stærk afdeling med flere end 60 ansatte og spændende samarbejdsrelationer med særligt de fynske industrikunder. Vi ser frem til at etablere den nye afdeling og udvide vores samarbejdsrelationer på Lolland,” forklarer afdelingsleder Bjarke Helmar Jensen, der arbejder tæt sammen med serviceleder John Sindholm for at opbygge den nye lokation i Nakskov.

Lokal nærhed styrker kunderelationerne

De sidste 4 år har Intego blandt andet opbygget en stærk samarbejdsrelation med Nordic Sugar i Nakskov, der er Nordens største producent af hvidt sukker og står bag varemærket Dansukker.

Når sukkerroerne høstes i midten af september, tager produktionssæsonen fat. I fire måneder forarbejder fabrikken op mod 12.500 ton sukkerroer om dagen. Integos kompetencer inden for el-teknik og renovering af motorer mindsker fejl og sikrer en stabil produktion. Uden for sæsonen efterser og vedligeholder Intego Nordic Sugars produktionsudstyr og gennemfører forbedringsprojekter.

”Jeg ser frem til, at vi rykker ind i de nye lokaler. Jo tættere vi er på vores industrikunder, des hurtigere og mere effektivt kan vi løfte de udfordringer, der opstår i deres produktionsanlæg,” forklarer Integos serviceleder John Sindholm.

Nordic Sugar er blot én af de samarbejdsrelationer, som afdelingen kommer tættere på. I dag samarbejder de allerede med kunder i både Rødby og Nykøbing Faster.