Intego uddanner fremtidens elektrikere

Ifølge TEKNIQ, Installatørernes Organisation, er der en massiv mangel på elektrikere – både nu og i fremtiden. Det er en af grundene til, at Intego har fokus på at udlære dygtige elektrikere. På landsplan har Intego omtrent 80 lærlinge – alene i Midtjylland har vi 24.

Hvis du spørger Lars Hartmann Rømer, der er afdelingsleder for Installation & Service i Midtjylland, hvorfor det er vigtigt at ansætte lærlinge, så er svaret klart:

”I Intego mener vi, det er vigtigt at ansætte og oplære lærlinge på alle vores lokationer. På den måde sikrer vi, der også er dygtig og kvalificeret arbejdskraft fremadrettet. På nuværende tidspunkt er der fuld beskæftigelse inden for el-branchen, og derfor er det nødvendigt at tage ansvar og uddanne fremtidens elektrikere, så vi kan løfte de opgaver, fremtiden bringer.”

Intego beskæftiger på landsplan flere end 600, hvoraf omtrent hver tiende er ansat som lærling.

Midtjysk kvindelig elektrikerlærling

Én af de lærlinge, Lars Hartmann Rømer er ansvarlig for, er Amanda Sofie Skals Jensen. Siden sommeren 2015 har hun haft sin daglige gang hos Integos afdeling i Herning.

”Hos Intego der bliver du ikke bare set som en læring, der får kedelige og ensartede opgaver – du får virkeligt lov til at tage fat og prøve kræfter med mange forskellige opgaver,” fortæller Amanda og fortsætter: ”De svende jeg kører ud sammen med til vores kunder, de lægger vægt på, at jeg skal lære noget og gå derfra med ny viden og nye erfaringer.”

Ikke nok med, at hun er en af de første kvindelige lærlinge i vores afdeling i Midtjylland, så er hun også en af Integos første lærlinge, der får uddannelsesbeviset via EUX-systemet, som kombinerer el-uddannelsen med en gymnasial uddannelse på i alt 5 år.

Får ansvar og udfordrende opgaver

I starten af sin uddannelse var Amanda tilknyttet en mindre virksomhed med fokus på private kunder. Læretiden hos Intego står i skarp kontrast hertil, fordi Intego giver mulighed for, at du som lærling kan dygtiggøre dig inden for en række forskellige fagområder:

”Tidligere var det mere ’Hr. og Fru Jensen’-opgaver, såsom at skifte en defekt stikkontakt eller hænge en lampe op. Men hos Intego er jeg med ude ved de store industrikunder. Det har været lærerigt at arbejde mere projektorienteret og komme med ud i produktionsvirksomhederne og prøve kræfter med fx fejlfinding,” forklarer Amanda, der finder det motiverende at løfte opgaver for kunderne fra projektets start til slut.

Når spørgsmålet falder på, hvordan det er et at være kvinde i et mandsdomineret erhverv, hvor kun 1 ud af 100 elektrikere er kvinde, så tager hun det med et smil:

”Det er en spændende virksomhed, hvor vi har et godt sammenhold og både kan være alvorlige og joke. I starten tror jeg, mine kollegaer lige skulle se mig an, fordi de ikke er vant til at arbejde sammen med en kvinde. Men jeg synes, det er fedt at arbejde sammen med mænd, fordi de siger tingene lige ud af posen,” afslutter Amanda, der blev færdigudlært i marts 2017.