Intego Skovlund er flyttet til Grindsted

Vores afdeling i Skovlund er flyttet til nye og større lokaler i Grindsted. Med flytningen bliver der plads til både udvikling og udvidelse, og vi forventer, at afdelingen inden for de næste par år vil vokse til dobbelt størrelse – fra 10 til 20 medarbejdere.

Den 1. juli rykkede Integos Skovlund-afdeling til nye og større lokaler i Grindsted og får dermed alle arbejdsområder samlet under ét tag. Selvom adressen er ny, bliver vi i lokalområdet, og eksisterende kunder vil komme til at møde det samme velkendte personale og opleve den samme lokale nærhed, som de har været vant til.

Samme gode service som altid

Integos Skovlund-afdeling, som altså fremover får base i Grindsted, udvidede i 2015 arbejdsområdet fra primært at udføre el-teknisk service til også at udføre bl.a. mekanisk service på industrianlæg. Udvidelsen indebar samtidig anskaffelsen af en servicevogn udstyret med komplet værksted, som gør det muligt for afdelingen at levere alle former for service på mekaniske industrianlæg.

”De nye lokaler er dobbelt så store som lokalerne i Skovlund, og med de ekstra kvadratmeter er der plads til både yderligere udvikling og udvidelse, så vi i fremtiden kan servicere vores kunder endnu bredere og levere endnu skarpere løsninger inden for el-teknik, mekanik og automation,” lyder det fra afdelingsleder Søren Hermansen.

Planer om udvidelse

Integos lokalafdeling i Grindsted udgøres i dag af ca. 10 medarbejdere, men Søren Hermansen forventer, at afdelingen inden for de kommende 2-3 år vil vokse til dobbelt størrelse. Således har vi allerede ansat den første nye medarbejder og søger i forbindelse med en udvidelse af ledergruppen endnu en serviceleder.

”Der er et enormt potentiale i Billund Kommune, og vi går målrettet efter at servicere især industrien, men også erhvervsvirksomhederne i kommunen. Og det udvidede kundegrundlag betyder, at vi får brug for yderligere udvidelse af medarbejderstaben,” fortæller han.

Integos afdeling i Grindsted er specialiseret i servicering af produktionsvirksomheder samt erhvervskunder og er totalleverandør inden for el-teknik, mekanik og automation. Den nye Grindsted-afdeling er indrettet med kontorlokale og et stort el-værksted, og på sigt er planen, at der skal udvides med et mekanisk værksted.