Intego skal skifte 8.000 målere for DIN Forsyning

Nu starter DIN Forsyning med at udskifte alle 8.000 vandmålere i Ribe og Bramming. Intego står for selve udskiftningen, og projektet løber året ud.

I de kommende mange måneder skal alle vandmålere i Ribe og Bramming udskiftes, så målerne kan fjernaflæses. Opgaven med at udskifte de ca. 8.000 målere er for stor til, at DIN Forsyning kan løfte den alene, og derfor har de haft opgaven i udbud. Her blev det Intego, der vandt. Chef for målerafdelingen og DIN Forsynings projektleder Keld Jensen glæder sig til at komme i gang. Han forsikrer, at selv om kunderne måske ikke tidligere har hørt om Intego, er det kompetente folk, der ringer på.

"Vi kender Intego fra tidligere, hvor de for nogle år siden også vandt et udbud på udskiftning af varmemålere i Varde. De har mange af den type opgaver i hele landet, og deres set-up er meget professionelt."

Hos Intego er man også glade for at skulle i gang i Ribe og Bramming:

"Det er en opgave, der passer os fint. Vi er utrolig glade for at have vundet opgaven, og vi kender jo DIN Forsyning i forvejen, så jeg ser frem til at godt og fornuftigt samarbejde", siger Thomas Pedersen, projektleder hos Intego.

Intego sender brev ud

Kunderne i Ribe og Bramming vil få et brev fra Intego, inden montøren ringer på. Heri vil der være mere information samt et forslag til tidpunkt for besøget. Et besøg tager omkring en halv times tid og kræver, at kunden er hjemme.

"Intego kan selvfølgelig ikke udskifte 8.000 målere på én gang, så de har brugt deres erfaringer fra lignende opgaver og har udarbejdet en tidsplan. Nu starter de fra en ende af og arbejder sig frem. Vi regner med, at de er færdige med udskiftningen omkring årsskiftet."