Intego overtager pr. 01.09.2013 virksomheden Systek-Skræddergaard El og Automation A/S

Intego A/S og Systek-Skræddergaard El & Automation A/S realiserer med dette tiltag et fælles ønske om at udbygge kompetencerne lokalt, og dermed forbedre forudsætningerne for at servicere både eksisterende og nye kunder.

Samme base og medarbejdere

Medarbejderstaben forbliver uændret og består fortsat af den samme gruppe erfarne og motiverede medarbejdere. Dine daglige kontaktpersoner vil således også fremover være de samme. De hidtidige ejere af Systek-Skræddergaard El & Automation A/S, med Søren Skræddergaard og Poul Haubjerg i spidsen, fortsætter alle som ledere i Intego A/S.
Baggrunden for salget er et ønske om at sikre muligheden for fortsat vækst og udvikling af virksomheden og dens medarbejdere:
- Direktør Poul Haubjerg og jeg har i flere år planlagt et generationsskifte, der skulle tilgodese både kunder og medarbejdere. Det har været helt afgørende for os at finde en sympatisk køber, som ikke går efter kortsigtede gevinster, men som ønsker langsigtede kunde- og medarbejderforhold, forklarer direktør Søren Skræddergaard fra Systek-Skræddergaard og fortsætter: - Det er vi overbevist om, at vi har fundet i Intego, som vi kun kender for noget godt: Vi har både overlappende kompetencer og kulturer, og så må vi konstatere, at det i stigende grad er vigtigt at være store.

Nye muligheder og services

Med købet af Systek-Skræddergaard El & Automation A/S realiseres en del af Integos strategi om fortsat vækst, udbygning af kompetencer og geografisk dækning af det danske marked. Intego er i dag blandt landets førende indenfor el-tekniske løsninger til industri, erhverv og infrastruktur – og med opkøbet styrker vi denne position. Vi er bevidste om, at det er en meget veldrevet virksomhed, som vi har overtaget – og ved at udveksle kompetencer og erfaring ser vi gode muligheder for yderligere vækst og udvikling i Midtjylland.


- Vi er meget glade for, at vi nu er nået til enighed med ejerne af Systek-Skræddergaard om overtagelse af samtlige aktiviteter. Det er en veldrevet og velrenommeret virksomhed, som passer godt ind i vores koncern, og som ikke mindst understøtter vores vækststrategi, forklarer adm. direktør Jens Frost Mikkelsen fra Intego og fortsætter: Med opkøbet i Herning er vi solidt repræsenterede i Jylland med ni afdelinger strategisk placeret i Vestdanmark. Derudover er vi naturligvis fortsat godt repræsenteret med afdelinger på Fyn og Sjælland, hvor vi også oplever væsentlig fremgang.


Intego blev i 2007 stiftet som en restrukturering af Siemens Technology Services A/S og siden Glenco A/S af to ledende medarbejdere, som fortsat sidder bag roret i vækstvirksomheden. Væksten er skabt både organisk og via akkvisitioner, og listen over sidstnævnte tæller overtagelse af alle aktiviteter i Skovlundgruppen i 2009, Brand El-Teknik i 2011, PKS-Engineering i 2012 samt senest Aarhus El-Teknik i foråret 2013.
Intego omsatte i 2012 for 357 millioner kroner og forventer i indeværende regnskabsår, der afsluttes 30. september, at runde 400 millioner kroner. Med overtagelsen af Systek-Skræddergaard tæller Intego mere end 500 medarbejdere og en forventet omsætning på godt 500 millioner kroner for det kommende regnskabsår:


- Det er i sig selv ikke et mål for os at blive større, men vi skal have de bedste specialister inden for de kerneområder, vi opererer inden for, og det kræver en vis størrelse. Samtidig er det vigtigt at være til stede lokalt. Vi servicerer en lang række af Danmarks top-100 industrivirksomheder, og her er det helt afgørende både at være store og lokale: Det er en del af vores unikke position i dag, og det er i stigende grad vigtigt for os, fortsætter Jens Frost Mikkelsen.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:


• Adm. direktør Jens Frost Mikkelsen, Intego A/S, tlf. 9936 4000, tlf. dir. 9936 4018, mobil 2321 2050 og Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
• Direktør Søren Skræddergaard, Systek-Skræddergaard El og Automation A/S, tlf. 9712 1499, mobil 2210 1600 og Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
• Direktør Poul Haubjerg, Systek-Skræddergaard El og Automation A/S, tlf. 9719 2211, mobil 2071 2711 og Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.