Intego åbner afdeling i Randers

Da vi vil styrke vores position i Randers og omegn, åbner vi nu en ny afdeling. Afdelingslederen er allerede ansat, og flere ansættelser ventes i de kommende måneder.

Intego har nu rundet 600 medarbejdere og 13 afdelinger fordelt over hele Danmark. Nu er virksomhedens ambitiøse vokseværk også nået til Randers, og her åbnes i dette forår en ny afdeling. Henrik Hougaard er ansat som afdelingsleder, og han ser frem til at komme i kontakt med områdets mange virksomheder:

"Den nye afdeling er udtryk for Integos store vækstambitioner. Vi skal være den foretrukne landsdækkende servicepartner med løsninger og services inden for el-teknik, mekanik og automation til industri, infrastruktur og erhverv, og derfor er det helt afgørende, at vi løbende udbygger med flere lokale afdelinger," fortæller Henrik Hougaard og fortsætter:

"Med en afdeling i Randers styrker vi vores tilstedeværelse i området mellem vores hovedsæde i Aalborg og vores Aarhus-afdeling. Vi ser frem til at komme endnu tættere på vores nuværende erhvervs- og industrikunder i området samt til forhåbentlig også at servicere en masse nye kunder."

Forventer 10 fastansatte inden 2018

Den nye afdeling udspringer af den store Aarhus-afdeling, og flere medarbejdere fra denne følger da også med til Randers. Det gælder servicelederne inden for el-teknisk installation og service, Tommy Lauridsen og Hans Christian Jakobsen, og derudover er der også netop ansat en ny teknisk serviceleder, Michael Amdi Nielsen.

"Vi er alle bosatte i Randers-området, og vi ser derfor ekstra meget frem til at blive en integreret del af lokalområdet i vores arbejde. Vi forventer, at vi i alt har cirka 10 fastansatte, inden året er omme," fortæller Henrik Hougaard.

Han siger supplerende, at afdelingen desuden vil trække på Aarhus-afdelingens medarbejdere efter behov. Her har man allerede i omegnen af 20 montører, der alle er bosat i Randers og omegn. Og det håber han kan skabe en god synergi mellem de to afdelinger.

"Det er en af de store styrker ved Intego, og det betyder, at vi kan håndtere store og komplicerede opgaver i Randers-afdelingen både inden for el-teknisk installation og service, mekanisk service og industriel IT og automation."

Integos afdeling i Randers etableres på Bogensevej 40A. Her flytter man ind i en spritny kontorbygning, som man skal dele med den store kunde Cramo Adapteos.