2 måneders ansættelse blev til 25 år hos Intego

2 måneders ansættelse. Det var, hvad Poul Haubjerg tilbage i januar 1992 kunne love den unge el-installatør, da Johnny Sand Frandsen søgte arbejde hos El-huset Kibæk. De to måneder blev til flere. Månederne blev til år, og i januar i år kunne Johnny Frandsen fejre 25 års jubilæum som ansat i det, der startede som El-huset Kibæk og i 2013 blev Integos lokalafdeling i Kibæk.

Således har Johnny Frandsen været med på hele den lange rejse og oplevet revolutionerne i det, der oprindeligt var en lille lokal el-virksomhed, og som i dag er en del af en stor og landsdækkende forretning.

Nyt navn, flere kollegaer og samme arbejdsplads

Johnny Sand Frandsen er uddannet elektriker og siden el-installatør fra Den Jydske Håndværkerskole i 1991. Som nyansat i El-huset Kibæk blev automationsløsninger hurtigt hans primære arbejdsområde, og dermed blev fundamentet for hans fremtidige karriere inden for IT og automation lagt.

Da El-huset Kibæk i 2001 skiftede navn til SysTek El og Automation, blev Johnny service- og projektleder, og i 2004 købte han sig ind i firmaet og blev medejer sammen med Poul Haubjerg. Den lille el-virksomhed fik efterhånden vokseværk, og i 2006 fusionerede SysTek El og Automation med deres tætte samarbejdspartner Skræddergaard Elinstallation og blev til SysTek-Skræddergaard El og Automation.

Fra at være 35 ansatte i SysTek El og Automation blev de med fusionen nu 100, og Johnny fik funktion af partner og projektchef inden for automation. 7 år senere blev antallet af medarbejdere mangedoblet igen, da ledelsen accepterede Integos tilbud om at opkøbe SysTek-Skræddergaard El og Automation. Dermed var virksomheden pr. 1. september 2013 en del af en landsdækkende forretning med godt 550 medarbejdere. Og Johnny blev ansat som afdelingsleder for Industriel IT og automation i Midtjylland.

Dygtig håndværker og leder

En af de personer, som Johnny Sand Frandsen har arbejdet tættest sammen med, er Poul Haubjerg, som overtog el-virksomheden i Kibæk tilbage i 1986 og ansatte Johnny i 1992.

”Da Johnny blev medejer af virksomheden i 2004, kan man sige, at det var min måde at sikre et generationsskifte på den lidt længere bane. Han var jo både dygtig og havde interessen for det. Og vi har altid haft det godt sammen og haft et godt samarbejde”, fortæller Poul Haubjerg, som efter to års ansættelse som konsulent i Intego i 2015 valgte at gå på pension. Ham undrer det ikke, at Johnny er blevet hængende i alle de år. Det skyldes ganske enkelt en kombination af faglig dygtighed, arbejdsglæde og evnen til at være såvel leder som kollega:

”Som leder har han jo den store fordel, at han selv har så bred praktisk erfaring. Da jeg ansatte ham for 25 år siden, var det som elektriker inden for automation, som var det, han brændte mest for. Men fordi vi ikke var så mange medarbejdere dengang, fungerede han som en slags multikunster og løste mange forskellige opgaver, både som elektriker og som installatør inden for automation”.

”Han nyder stor respekt fra sine kollegaer for sin faglige dygtighed, men i høj grad også for sin evne til at se tingene fra både ledelsens og medarbejdernes side. Han udviser stor empati for sine ansatte og kollegaer, og samtidig ved han også godt, at det skal kunne hænge sammen for virksomheden", lyder det fra Johnny Frandsens tidligere chef og forretningspartner.

Multikunster med bred erfaring

Udviklingen har ikke været til at overse i løbet af de 25 år, Johnny Frandsen har været ansat i det, der startede ud som en mindre el-virksomhed, og i dag er en del af noget meget større. Undervejs på rejsen har han beskæftiget sig med alt lige fra installationsarbejde til PLC- og Scada-programmering, og hans arbejde som rejsemontør har bragt ham hele vejen til Alaska. Den faglige ballast er blevet suppleret med videreuddannelse inden for salg, maskinsikkerhed, økonomi og ledelse, og i dag arbejder han som projektchef og afdelingsleder for 12 mand i Integos afdeling i Kibæk. Og han er ikke i tvivl om, at salget af SysTek- Skræddergaard El og Automation til Intego var den helt rigtige beslutning:

”Vi har fået flere kollegaer, flere kompetencer og flere kræfter at trække på. Vi har et super samarbejde afdelingerne imellem, hvor vi trækker på både hinandens specialviden og mandskab, hvilket er helt uvurderligt,” fortæller 25-års jubilaren og tilføjer, at virksomhedens vokseværk endnu engang er på vej i udbrud:

”I dag har vores lokalafdelinger i Herning og Kibæk mandskabsmæssigt samme størrelse som ved opkøbet i 2013, så vores folk løber rigtig stærkt. Vi oplever så stor en efterspørgsel på vores specialviden inden for bl.a. automation, at vi i vores lokalafdelinger søger nye folk, i særdeleshed programmører, til at imødekomme de mange kundehenvendelser,” fortæller Johnny Frandsen.

Teamplayer og dygtig leder

Udviklingen har sørget for en helt naturlig fremdrift i karrieren de seneste 25 år – med faglige udfordringer, forandringer og masser af ny teknologi som brændstof. Arbejdsglæden? Den er den samme. Ellers var han ikke blevet hængende i alle disse år, lyder det fra hovedpersonen selv.

Også Johnny Frandsens nuværende chef har ligesom Poul Haubjerg stor ros til overs for 25-års jubilaren: ”Da Intego tilbage i 2013 opkøbte SysTek Skræddergaard, overtog vi jo ikke kun en velfungerende og velrenommeret virksomhed. Vi fik også en masse dygtige medarbejdere med ombord på vores hold. Heriblandt Johnny,” fortæller Torben Schwarz, funktionschef inden for Industriel IT & automation hos Intego.

”Vi var ikke et sekund i tvivl om, at han ville blive en dygtig afdelingsleder for vores Industriel IT & automationsafdeling i Midtjylland. Og han har bestemt ikke skuffet. Han har en stor faglig viden, han er intelligent og en dygtig leder. Men næsten vigtigst af alt er hans menneskelige egenskaber. Johnny er en teamplayer, som ikke skilter med at være chef. Han er ligetil og utroligt vellidt blandt både kunder og kollegaer”.