Innovativ receptdatabase optimerer produktionen hos Yara Praxair

Hos Yara Praxair, der udvikler og producerer industrigasser, er produktionen blevet optimeret som følge af en ny receptdatabase med tilhørende PLC-program. Bag den målrettede og innovative automationsløsning står Intego.

Yara Praxair i Fredericia er en af Skandinaviens førende leverandører af industrigasser, medicinske gasser og specialgasser. Da virksomheden ønskede at udvide fabrikkens produktionskapacitet, måtte man erkende, at der var en række udfordringer i forbindelse med den eksisterende receptdatabase. På baggrund af en samarbejdsaftale og et tidligere vellykket automationssamarbejde fik Intego til opgave at opgradere og optimere systemet.

Målrettet og omkostningsbesparende løsning

Integos automationsafdeling testede mulighederne for optimering i en ny Siemens WinCC Applikation. ”Yara Praxairs produktion er krævende, idet gasflaskerne fyldes ved højt tryk (300 bar). Vi implementerede først en testversion af den nye database med tilhørende PLC program. Efter tilpasning implementerede vi databasen på yderligere to fyldestandere. Løsningen, der er skarpt målrettet Yara Praxairs produktionsform, viste sig at være den rigtige”, fortæller Peter Laursen, procestekniker hos Intego.

Mulighed for fjernovervågning

Hos Yara Praxair ønskede man bl.a. at kunne fjernovervåge produktionen, som tæller ti fyldestandere. ”Med WinCC Applikationen kan vi nu sidde bag skærmen og observere fejl, f.eks. en ventil, der ikke åbner, eller andet, der ikke fungerer, som det skal.”, fortæller Brian Strøm, vedligeholdelseschef hos Yara Praxair. Den nye fjernstyringsmulighed giver også Intego mulighed for at programmere i systemet. Netop den mulighed har vist sig at være omkostningsbesparende for Yara Praxair, idet man ikke behøver Integos assistance on-site.

Ny og forbedret statistik

Med det nye system har Yara Praxair også fået mulighed for at hente detaljeret information omkring produktionen. ”Det er et meget bedre og mere nøjagtigt værktøj end det gamle system. Tidligere var statistisk information primært baseret på medarbejdernes ord. I dag får vi kontinuerligt valide data, så vi kan analysere og dermed optimere produktionen. Vi har også fået mulighed for at gemme historisk data, så vi med varenummer, dato og tidspunkt kan skrive en rapport ud på en bestemt vare og definere, hvor noget gik galt”, forklarer Brian Strøm. Det nye receptdatabase har endvidere optimeret sikkerheden, så kun Yara Praxairs kvalitetsafdeling har adgang til det. Det betyder, at kun få personer kan ændre i recepterne, ligesom en log dokumenterer, hvem der har foretaget ændringen.

Innovativ automationspartner

Hos Yara Praxair oplever man samarbejdet med Intego meget positivt. ”Vi bruger Intego, fordi de kender vores systemer, og fordi vi ved, at de leverer kvalitet. Det er vigtigt for os, at vores automationssamarbejdspartner er løsningsorienteret og nytænkende, og at de udfordrer os. Vores produktion er kompleks, fordi vi fylder flasker ved højt tryk, derfor er Integos viden om vores produktionsapparat af stor vigtighed”, slutter Brian Strøm. Intego har efterfølgende installeret en ny WinCC server, opgraderet de eksisterende Siemens brugerflader til WinCC samt etableret to WinCC Clienter til brug for styring og overvågning i Yara Praxairs fyldehal. På sigt skal denne server bruges som central server for hele fabrikken.