Intego-samarbejde sikrer kvaliteten hos ReTec Miljø

ReTec Miljø i Haderslev har gennem en årrække benyttet elektrikere fra udlejningsbureauer i travle perioder. Grundet et behov for højere kvalitet i opgaveløsningen er det nu Integos industrielektrikere, der selvstændigt håndterer alle opgaver omkring maskininstallation. Det har betydet et løft af kvaliteten, større effektivitet samt frigivelse af interne ressourcer.

ReTec Miljø har siden 1997 leveret maskiner og udstyr til affaldsbehandlings-, genvindings- og biomasseindustrien. Under et salgsbesøg på ReTec Miljøs hovedkontor i Haderslev blev virksomheden præsenteret for Integos brede vifte af kompetencer, og det blev grundlaget for den nuværende samhandelsaftale.

En mere kvalificeret partner

Igennem en årrække har ReTec Miljø ved spidsbelastning benyttet sig af elektrikere fra udlejningsbureauer, der tilbyder arbejdskraft inden for installatørfaget. Carsten Buch, projektleder hos ReTec Miljø, var dog ikke imponeret over de lejede elektrikeres kompetencer. ”Deres kompetencemæssige bredde og kvalitet var ikke tilfredsstillende. Jeg var nødt til at overvåge og guide dem ved nogle typer af opgaver, og det brugte jeg unødig mange ressourcer på”, fortæller Carsten Buch. Derfor besluttede han at finde en samarbejdspartner, som er landsdækkende, og som har kvalifikationerne til selvstændigt at servicere og installere ReTec Miljøs specialmaskiner.

Samhandelsaftale med positivt afkast

Da ReTec Miljø igen fik brug for ekstra el-teknisk assistance, kom Carsten Buch i tanke om Integos tilbud, og en samhandelsaftale kom hurtigt i stand. Herefter blev en industrielektriker fra Intego Aabenraa tilknyttet en monteringsopgave i Vojens. Hans arbejde bestod i at montere kabler ved etableringen af en maskine samt at trække føringsveje til el-tavler. ”Intego leverede et godt og professionelt stykke arbejde, som vi var rigtig godt tilfredse med. Integos timepris er lidt højere end udlejningsbureauerne, men de leverer en helt andet vare med langt større fleksibilitet, bedre uddannede elektrikere og højere kvalitet i løsningerne. Desuden kunne de garantere, at vi udelukkende ville få assistance af erfarne industrielektrikere, som er vant til at arbejde på lignende opgaver”, siger Carsten Buch.

Den dygtigste montør nogensinde

I januar 2014 henvendte ReTec Miljø sig atter til Intego med en forespørgsel på montagehjælp på en ny maskine, som skulle stå færdig hurtigt. Denne gang sendte Intego en elektriker fra afdelingen i Kolding. I den forbindelse besøgte salgschef Morten Eskelund ReTec Miljø for at hilse på og se, hvordan arbejdet skred frem. ”Jeg blev mødt af Carsten Buch, som meddelte mig, at de var yderst tilfredse med den montør, vi havde leveret. Han sagde desuden, at de rigtig gerne ville have ham med til Hobro for at færdiggøre en stor montageopgave. På kontoret hos ReTec Miljø spøgte de endda med, at de ikke kunne nå at bestille materialer hjem, fordi vores montør arbejdede så hurtigt”.

Selvkørende samarbejdspartner

Opgaven i Hobro bød på montage af et stort gipsanlæg, hvor behovet for dygtige og selvstændige elektrikere var stort. Da ReTec Miljø kom under tidspres, mandede Intego op med medarbejdere fra flere afdelinger. På den måde blev opgaverne, herunder konstruering af el-tavle og føringsveje, trækning af kabler og montering af motorer, løst i løbet af tre uger, og produktet kunne leveres til aftalt tid. Carsten Buch fremhæver også, at ReTec Miljø fik frigjort ressourcer, fordi hans projektledelse ikke var nødvendig. ”Samarbejdet med Intego forløb rigtig godt, og de leverede virkelig varen. Elektrikerne havde selvfølgelig spørgsmål, men de styrede opgaven på egen hånd, så jeg ikke behøvede at bruge meget tid på opgaven. Derfor vil vi helt sikkert bruge Intego fremover på opgaver, hvor kvalitet, kompetencer og fleksibilitet er et krav”, slutter Carsten Buch.