Intego udvider samarbejde i Kolind

På Kolind Fjernvarmeværk er den daglige drift afhængig af, at pumperne fungerer upåklageligt. Derfor var det gode samarbejdserfaringer og Integos certificering som Grundfos servicepartner, der gjorde udslaget, da Kolind Fjernvarmeværk valgte at indgå en serviceaftale med Intego.

Integos automationsafdeling har tidligere udført en række opgaver for Kolind Fjernvarmeværk, bl.a. installering af alarmsystem med iPad-styresystem. Det gode samarbejde er nu blevet udvidet til også at omfatte en serviceaftale på fjernvarmeværkets pumper.

Fleksibilitet sikrer varme radiatorer

John Mahler, driftsleder hos Kolind Fjernvarmeværk, er glad for aftalen med Intego, som han ser som en kompetent og fleksibel servicepartner. "Fungerer værkets pumper ikke, betyder det, at vores kunder ikke har varme i radiatorerne. Derfor er det altafgørende, at samarbejdet og kommunikationen med vores servicepartner er optimal. Intego rykker altid hurtigt ud, hvis et akut havari eller andet problem opstår", fortæller han.

Pumper leveres retur som nye

Sidste gang, der var brug for Integos assistance, var opgaven dog ikke akut. Karsten Olesen, der er afdelingsleder på Integos elektromekaniske værksted, fortæller, at Intego derfor tog den defekte pumpe med retur til værkstedet. Her blev den sandblæst, og alle de bevægelige dele blev udskiftet, inden den igen blev afleveret til Kolind Fjernvarmeværk så god som ny.

Certificeret Grundfos servicepartner

Som certificeret Grundfos servicepartner har Intego stor viden om og adgang til alle Grundfos' reservedele. "Vores elektromekanikere har gennemgået den fornødne oplæring for at kunne leve op til standarden for Grundfos Service. Alle nødvendige serviceværktøjer og -manualer er til vores disposition", siger Karsten Olesen. På den måde undgår Kolind Fjernvarmeværk at skulle kontakte flere forskellige leverandører, når der er brug for specialviden og -reservedele.

Høj kvalitet og god service

Det gode samarbejde forventes også at fortsætte i fremtiden, hvor Kolind Fjernvarme vil gøre yderligere brug af Integos brede kompetencer inden for automation og elektromekanisk service. "Intego er gode til at holde os opdateret omkring fremdriften i den enkelte opgave, og det ser jeg som meget positivt. Vi har på den baggrund indhentet tilbud på forskellige projekter, bl.a. temperaturoptimering, hos Intego, og prisniveauet og kvaliteten er altid i orden", slutter John Mahler.