JYSK overdrager teknisk drift af 56 danske butikker til Intego

De over 100 danske JYSK-butikker har løbende behov for teknisk service, og nu indgår JYSK en alliance med Intego som teknisk servicepartner for de 56 butikker i Vestdanmark.

Den succesfulde danske butikskæde JYSK har nu mere end 2.400 butikker på verdensplan. I Danmark tæller antallet af butikker 102, og her er der et stort behov for løbende service. Det fortæller JYSKs development manager, Mogens Hestbech, der har ansvaret for de danske butikker.

"Det er klart, at når vi har over 100 butikker, vil der også løbende opstå situationer, hvor vi har brug for teknisk assistance. Til at løse disse opgaver, er det vigtigt, at vi har en dygtig og pålidelig samarbejdspartner," fortæller Mogens Hestbech.

Den tekniske service besværliggøres af, at den i de fleste tilfælde skal finde sted i butikkernes åbningstid. Derfor har JYSK allieret sig med Intego, der har en afdeling med fokus på kædebutikker med mere end 30 års erfaring. Afdelingen servicerer i dag nogle af landets største detailkæder og har derfor stor erfaring med branchens behov og rutiner.

Læs også: Et værdiskabende samarbejde med Fakta i mere end 20 år

"Vi havde hørt om Integos detailerfaring, og at Intego servicerede andre store detailkæder. Derfor valgte vi at kontakte dem, og det var en god beslutning. Når vi har en opgave – og det har vi dagligt - kontakter jeg dem, og derefter kan jeg stort set give slip på den, fordi jeg ved, de løser den. Den tillid er helt essentiel, da den sparer os masser af tid og bekymringer. Og det gælder uanset, om der er tale om en lille opgave, eller hvis en butik eksempelvis skal have lavet helt nyt lys," lyder det fra Mogens Hestbech.

JYSK og Integos samarbejde startede midt i 2015, og siden da har Intego været fast partner mht. service for JYSK’s 56 butikker i Vestdanmark.

"Vi er stolte af at kunne servicere en stor og professionel koncern som JYSK. De er meget professionelle i hele deres tilgang, og det forventer de naturligvis også, at vi er. Vores montører har stor erfaring med at begå sig i en butik, og de forstår netop, at hverdagen skal køre videre, imens opgaven løses. Ved alle større opgaver er det desuden montører, som er fast tilknyttet JYSK, vi sender afsted, da kendskabet til kunden betyder utroligt meget, siger projektleder for Intego," Allan Nordby Tode.

Læs også: Butikskoncept

Makkerskabet mellem JYSK og Intego har udviklet sig med tiden. Udover den løbende servicering af butikkerne, assisterer Intego nu også ved butiksomstillinger.

"Det betyder, at vi nu både hjælper JYSKs store manager og development manager. Ved en butiksomstilling sørger vi for at tilslutte alt deres udstyr - herunder edb-anlæg, sengestudier, madrasstudier osv. Derudover står vi også for facadebelysning og omstilling af kasserne. Alt dette kan vi stort set klare inden for åbningstiden, og dermed behøver JYSK ikke at lukke butikken, som der altid er store omkostninger forbundet med," forklarer Allan Nordby Tode videre.

Intego har tilsvarende kædebutikaftaler med blandt andre jem&fix og Würth.

Download