Intego leverer stabil og kraftig WiFi-løsning til Hobro Efterskole

På Hobro Efterskole havde man længe oplevet manglende trådløs dækning på flere af skolens områder. Problemet blev løst med en skalérbar WiFi-løsning fra Intego, og fremover kan flere end 300 computere, telefoner og tablets være online samme tid og sted på skolens netværk.

Elevernes stigende behov for at være online fik Hobro Efterskole til at se sig om efter en ny og fremtidssikret WiFI-løsning. Der blev hentet tilbud fra flere leverandører, men valget faldt på Intego; dels på grund af løsningens høje kapacitet og store fleksibilitet og dels på grund af Hobro Efterskoles gode erfaring med Intego fra et tidligere samarbejde omkring installation af projektorer i alle skolens klasselokaler.

Stor kapacitet og rækkevidde

Skolens elever og personale råder alle over en iPad, og hver elev har typisk også en computer og en mobiltelefon. På skolens fællesområder kan op til 300 enheder således være i brug samtidig – og det lægger pres på det trådløse netværk. "Vi gennemførte en kapacitetsberegning og installerede en ny WiFi-løsning, som er både robust og skalérbar, og som har den nødvendige kapacitet til at dække skolens aktuelle og fremtidige behov", fortæller Henrik Bjerre Nielsen, elektriker hos Intego. Løsningen indbefatter et stort antal access points, idet eleverne er indkvarteret i seks elevhuse, der er placeret på et større område omkring skolen.

Systematisk arbejde eliminerer fejl

At imødekomme kravet til en kraftig og stabil forbindelse var dog ikke den eneste udfordring, som mødte Intego. "På et af skolens værksteder havde vi problemer med at installere netværket. Vi foretog derfor en række målinger og fandt ud af, at det var en trådløs alarm, der var "støjen på linjen". Vi løste problemet ved at opsætte WiFi-netværket på en anden frekvens", fortæller Henrik Bjerre Nielsen. Vibeke Riis Jakobsen, viceforstander på Hobro Efterskole, fremhæver i den forbindelse Intego som hurtige til at reagere og som meget løsningsorienterede: "Jeg har før oplevet IT-leverandører, som skubbede ansvaret fra sig og 'sendte aben videre', når der opstod fejl. Det er på ingen måde tilfældet med Intego. Oplever vi et problem, finder Intego ud af, hvad fejlen består i, så vi kan få den rettet og igen blive kørende til undervisning. Også selvom det slet ikke har noget med Integos arbejde at gøre", pointerer hun.

Service – lokalt og via fjernstyring

Når en WiFi-løsning er blevet implementeret, er der typisk en kort justeringsfase. Som en del af løsningen tilbyder Intego derfor at tilrette systemet, så det imødekommer kundens specifikke behov 100 %. Assistancen ydes både via servicebesøg og fjernstyring, så eventuelle problemer kan løses straks. "Intego har leveret et netværk og en service helt i tråd med deres tilbud og inden for den aftalte tidsramme", fortæller Vibeke Riis Jakobsen. Jens Støvring, IT-ansvarlig på Hobro Efterskole, supplerer: "Intego leverer virkelig god service – når vi ringer efter hjælp, reagerer de prompte. Og så er deres teknikere virkelig professionelle at samarbejde med".