Ny optur til Frederikshavns Politi

Da elevatoren hos Frederikshavns Politi trængte til en modernisering, blev opgaven sendt i udbud. Intego var blandt tilbudsgiverne og blev udpeget som vinder blandt andet på baggrund af et grundigt og professionelt forarbejde. Blot to måneder efter det første møde stod den nye elevator klar til brug.

Frederikshavns Politi arbejder til dagligt tæt sammen med Slots- & Ejendomsstyrelsen, som er ejer af bygningen og dermed også den udbydende myndighed. Intego blev bedt om at byde ind på opgaven, da virksomheden i forvejen havde særdeles godt kendskab til både bygning og elevator som følge af en mangeårig serviceaftale på det gamle elevatoranlæg.

Et solidt beslutningsgrundlag

Forud for tilbudsgivningen lagde Integos teknikere vejen forbi Frederikshavns Politi for at gennemføre et indledende analysearbejde. "Vi lægger stor vægt på at præsentere vores kunder for et solidt beslutningsgrundlag. Derfor laver vi altid et grundigt forarbejde, som tager højde for alle kundens ønsker og behov, så vi kan levere en både fornuftig og fremtidssikret løsning," fortæller Christian Carlsen, Salgsingeniør hos Intego.

Forarbejde betaler sig

Opgaven omfattede både udskiftning af styretavle, gennemgang af elevatorspil samt en totalrenovering af stolen, og det grundige forarbejde viste sig at have afgørende betydning for valget af entreprenør. "Intego viste stor interesse for opgaven, og efter at have haft besøg af to af virksomhedens teknikere forud for tilbudsgivningen, følte vi, at opgaven blev placeret i trygge og professionelle hænder", fortæller Lennart K. Fischer, Servicetekniker hos Frederikshavns Politi.

Kun kortvarig nedetid

Selve gennemførelsen af projektet blev planlagt i samarbejde med Frederikshavns Politi og Slots- & Ejendomsstyrelsen, og den endelige projektplan blev overholdt til mindste detalje. "Projektet er forløbet efter planen, og vores daglige arbejde har på ingen måde været generet af Integos tilstedeværelse. Tvært imod har teknikerne været yderst fleksible, og var vi nødsaget til at benytte elevatoren i nedetiden, fandt de straks en løsning", fortæller Lennart K. Fischer. Elevatorens nedetid var begrænset til kun tre uger, og herefter stod den nye elevator klar til brug.

24 timers elevatorservice

Integos elevatorafdeling udfører også service i døgnvagt. Afdelingen har stor kompetence inden for både nyanlæg og efterfølgende service, og samarbejdet med Frederikshavns Politi og Slots- & Ejendomsstyrelsen omfatter også fortsat en serviceaftale. Elevatorafdelingen udfører også lovpligtige eftersyn. På den måde er kunderne sikret, at elevatorerne løbende bliver vedligeholdt og opdateret, så de lever op gældende lovkrav.