Intego skifter PLC uden driftstop

En ambitiøs målsætning blev nået, da Intego stod for udskiftning af en sikkerheds-PLC hos Fredericia Spildevand & Energi. Driften i rådnetårnet blev således opretholdt under hele skiftet, som foregik både hurtigt og problemfrit.

Fredericia Spildevand & Energi råder over Danmarks næststørste renseanlæg, som transporterer og renser spildevand i Fredericia Kommune. Driftsikkerhed er et nøgleord, så da den gamle PLC ikke kunne kommunikere med anlæggets PROFIBUS system, besluttede Fredericia Spildevand & Energi i samråd med Intego at foretage en opgradering.

Så nemt som et hjulskift

Intego stod for både levering og programmering af den nye PLC, og den proces foregik helt uden driftstop. "Faktisk er skiftet til den nye PLC gået stort set ubemærket hen. Intego har løst opgaven over al forventning, og den nye programmering er foregået så nemt som at skifte hjul på en bil", fortæller Kasper Kaldal Frederiksen, maskinmester hos Fredericia Spildevand & Energi.

Flyttedag for signaler

En anden opgave bestod i at udarbejde et konverteringsark – en udvidet IO-liste – som skulle rumme flytningen af cirka 100 signaler, herunder driftssignaler, start af blæsere mv. Renseanlægget måtte ikke afbrydes i forbindelse med flytningen, og derfor blev én indgang flyttet ad gangen. "Efter hver flytning blev signalet testet, og når kvaliteten heraf var sikret, blev indgangen fjernet fra den gamle PLC. I den forbindelse havde vi således både den nye og gamle PLC i drift samtidigt", forklarer Ole E. Olsen, procestekniker hos Intego.

Nye kompetencer internt

Intego arbejder kun med åbne systemer, og det betyder, at andre teknikere kan programmere i den nye PLC. Med det for øje har Intego oplært en medarbejder hos Fredericia Spildevand & Energi, så han i fremtiden selv kan arbejde med systemet. Samtidig har hele den tekniske afdeling fået ny viden, når det kommer til dokumentation. "Samarbejdet med Intego har øget vores fokus på dokumentation, og derfor har den tekniske stab været på kursus for at styrke vores interne kompetencer på området", fortæller Kasper Kaldal Frederiksen. Ved projektets afslutning leverede Intego en udførlig dokumentation, som medarbejderne fremover selv kan vedligeholde.

Tilfredshed i Fredericia

Den nye PLC er mere kompakt end den gamle, og tavlen fylder derfor mindre. Dertil kommer, at den nye PLC har åbnet for nye funktioner, som ikke før var tilgængelige. "PLC'en udgør en nøglefunktion, så et problemfrit PLC-skift har stor værdi for vores drift. Vi har ikke oplevet driftsproblemer af nogen art, men til gengæld har vi fået adgang til nye funktioner, som vi ikke havde på den gamle. Det kan vi kun betragte som et positivt afkast af Integos arbejde", slutter Kasper Kaldal Frederiksen.