Arla-virksomheden Akafa får struktur på lovpligtige eftersyn

Med hovedparten af de lovpligtige eftersyn samlet hos én leverandør har Arla-virksomheden Akafa fået bedre struktur og øget overblik. Intego samler al dokumentation og tidspunkt for næste eftersyn i en online database, som alle fabrikkens afdelinger har adgang til. Det sparer tid internt i en virksomhed, hvor eftersyn og produktionssikkerhed prioriteres højt.

Akafas maskiner og materiel skal være i topform til at løfte en årlig produktion af mere end 86.000 tons mælkepulver og sterilfløde. Derfor har man på fabrikken i Svenstrup ved Aalborg valgt at gøre en ekstra indsats for at strukturere de lovpligtige eftersyn, som hjælper til at forebygge nedbrud.

Øget effektivitet

Fremover er det Intego, som gennemfører størstedelen af de lovpligtige eftersyn hos Akafa. Eftersynene omfatter alt fra ABDL-, ABV- og ABA anlæg, stilladser og pallereoler til nød- og panikbelysning, kraner, taljer, elevatorer og termografering af el-tavler. ”En af fordelene ved at samle eftersynsindsatsen er, at vi kan spare interne ressourcer. Intego kender vores hygiejne- og færdselsregler på fabrikken, og det betyder, at de selv kan udføre arbejdet uden at behøve mandsopdækning af vores egne medarbejdere”, forklarer Christian Andreasen, teamleder hos Akafa.

Brugervenligt overblik

Den efterfølgende eftersynsdokumentation er tilgængelig via Integos webportal, som hele fabrikken har fået adgang til. ”Vi har stor fokus på produktions- og medarbejdersikkerhed, og med webadgangen har vi fået hurtigt overblik over eftersyn til forfald, dokumentation ol., så vi kan sikre, at alle eftersyn gennemføres til tiden. Samtidig er det nemt at lokalisere den nødvendige information, når eksterne instanser som fx Arbejdstilsynet kommer på besøg”, fortæller Christian Andreasen.

Udvidet lærlingesamarbejde

Samarbejdet mellem Akafa og Intego har udviklet sig gennem en årrække og omfatter ud over eftersyn også et antal fælles lærlinge. ”Vi har i øjeblikket tre lærlinge, som arbejder på skift for Akafa og Intego. De lærer vores fabrik at kende og kommer efterfølgende ud til Intego og får mulighed for at udvikle og dygtiggøre sig ved også at løfte opgaver for andre kunder. Vi tror på, at det på sigt vil resultere i medarbejdere med brede kompetencer og en større reference-ramme”, forklarer Christian Andreasen. Samarbejdet løber på tredje år, og inden længe afslutter de første lærlinge læretiden med en svendeprøve hos Arla.

Download